Pårørende til person med psykisk lidelse

Skizofreni er en såkaldt psykose. En psykose påvirker evnen til at tænke, føle og vurdere virkeligheden og er kendetegnet ved, at man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi. Man har svært ved at sortere i sanseindtrykkene og tillægge dem korrekt betydning, og man bruger meget energi på det. Eksempler på psykotiske symptomer er hallucinationer, vrangforestillinger og tankeforstyrrelser. Derudover har mange såkaldte negative symptomer, så som inaktivitet, nedsat energi, social isolering; kognitive forstyrrelser. Skizofreni en episodisk lidelse. Dvs. den syge kan have perioder med akutte svære psykotiske symptomer efterfulgt af perioder, hvor symptomerne er i ro eller væsentlig dæmpet.

Skizotypi eller skizotypisk sindslidelse er en psykisk lidelse, der påvirker ens måde at tænke, føle og handle på, og som ofte giver udfordringer i forhold til at være i sociale relationer. Lidelsen er beslægtet med skizofreni, men har en mildere form og er uden vedvarende psykotiske symptomer såsom hallucinationer og vrangforestillinger. Når man har skizotypi, stiller man ofte spørgsmålstegn ved mange ting og bruger meget tid på at spekulere over alting. Man har svært ved at bevæge sig let henover noget og svært ved at opfatte noget intuitivt. Mennesker, der har skizotypi, har ofte svært ved sociale relationer og følelser. De mistolker ofte signaler og har svært ved at sortere i sanseindtryk.

Skizofreni, og de beslægtede lidelser, er måske den gruppe psykiske lidelse, der er forbundet med flest fordomme og misforståelser. Mange tror at skizofreni er lig med en personlighedsspaltning og nogle tillægger endda diagnoserne aggressive og psykopatiske træk. Disse misforståelser ligger meget langt sandheden. Men derfor bliver mange pårørende meget forskrækkede og ulykkelige, når deres nærmeste får diagnosen skizofreni, da de færreste egentlig ved hvad lidelsen går ud på, før den bliver stillet.

Mange pårørende, især forælder, rammes på et tidspunkt at tvivlsspørgsmål og skyldfølelse.

Som pårørende til skizofreni kan det være svært at undgå overinvolvering. Især som pårørende til voksne børn, er det balancen i at respektere hinanden som selvstændige mennesker og undgå at overskride sit voksne barns grænser en udfordring. Især, hvis man er pårørende til en person, hvor der er større udsving mellem episoder med flere eller færre symptomer.

For mange pårørende ligger der en stor følelsesmæssig opgave i at acceptere, at man ikke altid har overskud til at yde så megen hjælp, som der måske er behov for eller som man ville ønske man kunne magte.

Affektive lidelser er betegnelsen for depression, tilbagevendende depression, mani eller bipolar lidelse. Kendetegnende ved disse lidelser er, at de på den ene eller anden måde påvirker personens sindsstemning og følelsesliv. Lidelserne er karakteriseret ved kort- eller langvarige og mere eller mindre udtalte episoder af enten forsænket stemningsleje, forøget stemningsleje eller en kombination. Forstyrrelser i følelseslivet er meget pinefulde, og desværre er selvmedicinering med eksempelvis alkohol ikke ualmindeligt. Derudover oplever mange ramte forandringer i tænkning, følelser, motivation, adfærd og kropslige oplevelser.

Affektive lidelser medfører oftest at klienten fungerer dårligere socialt og oplever lavere livskvalitet.

Sygdommene gør ofte at pårørende må prøve at acceptere den væsentlige ændring i dem ramte i en periode. Der findes i behandlingssystemet en forventning om at de pårørende tilpasser og affinder sig den syges tilstand. Hvilket man som selvfølgelig gerne gør, for hjælpe den man har kær – men sjældent findes der meget hjælp til de pårørende til at hitte rede i de psykiske belastninger og forvirrende følelser denne tilpasning og forventede accept efterlader den pårørende med.

Mange pårørende til mennesker med affektive lidelser oplever at have dårlig samvittighed over egen frustration over sygdommes påvirkning af den ramte. Mange rammes af skyld over at kunne tænke ”så tag dig dog sammen”, eller at være vred på den syge. Det er dog helt normalt som pårørende at opleve mange modsatrettede følelser, der bliver nød til også at have en plads og blive taget af – men gerne i en anden relation end til den ramte.

En personlighedsforstyrrelse er en forstyrrelse i udviklingen af personligheden. Den viser sig nogle gange allerede i barndommen eller den tidlige ungdom og fortsætter ind i voksenlivet. Men personlighedsforstyrrelsen kan forandres af længere og gode stabile relationer, især hvis man kommer i behandling. Nogle personer, der har en personlighedsforstyrrelse, er meget hæmmede og indadvendte, mens andre er styret af impulser og har stærke følelsesudbrud. Symptomerne kan overordnet inddeles i tre grupper:

1. De excentriske (paranoide og skizoide typer):

Personer ramt af de excentriske personlighedsforstyrrelser kan være meget mistroiske, afvisende eller indesluttede.

2. De emotionelle (histrioniske, emotionelle ustabil/borderline, dyssociale og narcissistiske typer): Personer ramt af de emotionelle personlighedsforstyrrelser er ofte udadreagerende, opmærksomhedssøgende og kan være i deres følelsers vold.

3. De ængstelige og nervøse (tvangsprægede, ængstelige og dependente typer):

Personer ramt af disse personlighedsforstyrrelser har som regel en meget nøjeregnende, , ængstelig eller hjælpeløs adfærd.

Det kan være meget svært og belastende at være nær pårørende til et menneske med en personlighedsforstyrrelse. Relationerne giver ofte anledning til at pårørende har stærke følelser af skyld, skam og magtesløshed. Som pårørende kan det være svært at blive ved med at huske på, at personen rent faktisk er syg og ikke bare kan ændre på personlighedsforstyrrelsen. Samtidig er det naturligt, at man som pårørende bliver vred, ked af det og mister tålmodigheden. Det er også normalt at føle sig træt og opgivende og føle afmagt.

Mange pårørende oplever at det kan være svært at dele oplevelser og tanker om relationen til den syge med andre. For personlighedsforstyrrelser er forbundet med mange misforståelser og fordomme. Derfor går pårørende ofte alene med problemerne og isolerer sig måske endda. Men i længden er dette en stor psykisk belastning, der sommetider medfører, at den pårørende selv får alvorlige psykiske problemer.

Mange pårørende oplever det vanskeligt ikke at tage for meget ansvar for personen ramt af en personlighedsforstyrrelse, særligt når den man har kær har svært perioder. Flere mennesker med personlighedsforstyrrelser kæmper med selvskade, selvmordstanker og spiseforstyrrelser. I mange tilfælde er det en svær balancegang at sætte grænser, og vide, hvornår man skal træde til eller ej. Som pårørende kan du have behov for at trække dig eller sætte grænser overfor personen, og det kan være svært både for den pårørende og for den ramte, når det sker.

Opmærksomhedsforstyrrelser er en gruppe af udviklingsforstyrrelser der er karakteriseret ved vedvarende symptomer relateret til uopmærksomhed, f.eks. manglende vedholdenhed af fokus eller koncentrationsbesvær. Forstyrrelserne kan indeholde elementer af adfærdsforstyrrelse og /eller hyperaktivitet, som det ses ved ADHD eller udelukkende opmærksomhedsforstyrrelse, som ved ADD.

Personer med ADHD og ADD betegnes ofte som “neurodivergente”, som bruges til at beskrive en person, hvis hjernefunktion og tænkemåde afviger fra normen. Neurodivergente mennesker kan have en bred vifte af diagnoser, der ud over opmærksomhedsforstyrrelserne bl.a. tæller autisme, Tourettes syndrom, og dysleksi. De oplever ofte forskellige måder at opfatte, bearbejde og navigere i verden på. Deres tankemønster, kommunikationsstil og opfattelse af sanseindtryk kan være anderledes.

Når der er ADHD eller ADD i familien, påvirker det hele familien, og de fleste pårørende har brug for støtte og rådgivning. Opmærksomhedsforstyrrelserne giver ofte behov for struktur og forudsigelighed, hvilket kræver ekstra ressourcer og hensyn fra omgivelserne. At være pårørende kan derfor være en meget krævende opgave, og det kan have stor betydning for den måde, en familie lever sit liv på. Forælder til børn med opmærksomhedsforstyrrelser oplever ofte at skulle jonglere med mange forskelligrettede behov og ønsker inden for den samme familie, inklusiv sine egne.

Er man pårørende til en ung eller et voksent menneske, kæmper mange desværre også med problemstillinger relateret til selvmedicinering med fx stoffer og alkohol, hvilket komplicerer både at hjælpe og have en stabil relation.

Som pårørende til et menneske med en opmærksomhedsforstyrrelse bliver man ofte overvældet af mange følelser; lige fra bekymring, sorg, magtesløshed, uforståelighed og usikkerhed til vrede, skam og skyldfølelse. Ofte føler forælder sig skamfulde og oplever, at de ikke slår til. For nogle er det en lettelse at ens barn får en diagnose, for andre udløser det sorg og krise. Begge reaktioner er normale i den ofte overvældende situation.

Som pårørende kan det kan tage lang tid at bearbejde sine egne følelser, når man samtidig skal bruge mange af sine ressourcer på de opgaver der følger med rollen som pårørende til et menneske med en opmærksomhedsforstyrrelse.